Sent torsdag brød fire bevæbnede og hætteklædte røvere ind i et privat hjem i Harken ved Aalborg. Beboerne, et midaldrende ægtepar, blev slået og truet med pistol og med at få fingrene skåret af med en nedstryger. Udbyttet for røveriet var på 3.000 kroner i kontanter.
- Det har været voldsomt. Det har været
trusler og fysiske handlinger på stedet for at lægge tryk på truslerne.
De har splittet indboet for at gøre det forståeligt, at man mener
truslerne, siger vicepolitiinspektør Poul Severinsen fra Nordjyllands
Politi til Avisen.dk.
Røveriet var et såkaldt hjemmerøveri - det vil sige et røveri, hvor gerningsmændene trænger ind i et hjem mens ejerne er hjemme. Siden maj sidste år har politiet registreret mindst 26 af den slags røverier, heraf alene 13 i år, og på Christiansborg efterlyses der nu hårdere straffe for den type røverier.
- Den type røverier hører til blandt de meget grove former for
kriminalitet. Efter min mening bør det være en skærpende omstændighed i
strafudmålingen, når et røveri foregår i et privat hjem, justitsminister Lene
Espersen ifølge Nordjyske.
Men det er ikke godt nok, mener Dansk Folkeparti, der ikke vil lade det være op til anklagemyndigheden at kræve højere straffe i retssalene. Straframmen skal i stedet hæves, mener Dansk Folkepartis retsordfører Peter Skaarup, der foreslår en minimumsstraf på fire år.
- Lene Espersens forslag er ikke tilstrækkeligt. Vi ønsker at
sende et fuldstændig utvetydigt signal til den type kriminelle om, at
vi ikke vil finde os i de frygtelige hjemmerøverier, siger Peter
Skaarup ifølge avisen.