Socialminister Karen Hækkerup (S) beskyldes for fodslæb og endeløs snik-snak, når det gælder kampen mod den konstante strøm af sager om misbrug af børn.
Det er Dansk Folkeparti, der retter skytset mod ministeren, efter at en 63-årig leder af et opholdssted for misbrugte børn nu er anholdt og sigtet for selv at krænke ofrene.
Sagen fik straks Karen Hækkerup til tasterne, og på hendes Facebookprofil skrev hun, at hun "bliver så vred, så vred", og at hun "allerede er ved at ændre tilsynet".
- Jeg kan ikke tælle, hvor mange gange jeg har hørt Karen Hækkerup sige, at hun arbejder på det. Men i virkelighedens verden så sker der bare ingenting, siger Dansk Folkepartis børne- og ungeordfører, René Christensen.
- Nu stemmer de forslag ned, vi andre kommer med, men der kommer stort set intet fra hendes egen hånd, lyder skudsmålet.
Det opholdssted, som den 63-årige drev i Skanderborg, blev lukket i 2010 på baggrund af en mistanke om et seksuelt forhold mellem lederen og et af børnene.
Forinden havde kommunen gentagne gange været på kontrolbesøg, uden at det dog førte til en lukning.
Politiet har efterforsket lederen gennem længere tid, og det er den efterforskning, som nu har ført til sigtelserne for sexovergreb.
Ifølge borgmesteren var det kommunen, som på daværende tidspunkt anmeldte sagen til politiet.