Hvad med at sende hele den danske befolkning i fængsel i en uge, eller investere i over 2.000 strandvejsvillaer?
Selv ikke oppositionen er klar til at kritisere den regnefejl på 43 mia. kroner, som Finansministeriet, Nationalbanken og de Økonomiske Vismænd har begået.
Fejlen, der blev opdaget af Danmarks Statistik, skyldtes ifølge Hjortens regnedrenge- og piger og ledende økonomer, at aktiemarkedet har klaret sig bedre end forventet. Samtidig har pensionsselskaberne været bedre til at udnytte aktieopturen end anslået.
Det skal dog ikke afholde os fra et tankeeksperiment. Hvad kunne Hjorten have fået for de mange penge? Vi giver fem bud.
1. Flere end to Storebæltsbroer
I 1998 kostede Storebæltsforbindelsen samlet 21,4 mia. kr.
2. 179 nye fodboldstadions i landsholdsklassen
I 2001 blev NRGI Park i Aarhus renoveret for i alt 240 mio. kr. Byggeriet gav Smilets By et så godt som nyt stadion.
For de 43 mia. kr. kunne Hjort altså give hver en danske provinsby af anseelig størrelse et imponerende fodboldstation.
3. Seks højteknologiske hospitaler
Odense Universitetshospital vil fra 2018 gennemgå en omfattende modernisering. Prisen bliver anslået 6,3 milliarder.
Når sygehuset står færdig i 2020, vil det blive blandt Nordeuropas mest moderne.
4. Over 2.000 luksusvillaer på Strandvejen
Da Brian Laudrup sidste år solgte sin strandvejsvilla indbragte det den tidligere landsholdsspiller godt 18 millioner kroner.
Hjorten kunne altså flytte ind 2.388 gange i stjernens villa, som for øvrigt blev solgt med et kraftigt prisnedslag.
Eller han kunne tilbyde samtlige indbyggere i Nørre Alslev på Falster et luksusdomicil i Whisky-bæltet.
5. Sende hele Danmark i fængsel i en uge
Det koster cirka 1.700 kroner i døgnet at have en indsat siddende i et lukket fængsel herhjemme, anslår Kriminalforsorgen.
43 mia. kr. rækker således til ikke mindre end 25 mio. fængselsophold.
Claus Hjort kunne dermed sende hele Danmark i fængsel mandag til fredag for de mange penge.
OBS: Beregningen ovenfor er stærkt uvidenskabelig og tager ikke højde for inflation o. lign.