Hvis du allerede har planlagt at veksle dine efterlønsindbetalinger til en ferie, en ny bil eller en designersofa, så må du vente til foråret med at få pengene i hånden.
Efterlønsmilliarderne kan nemlig ikke nå at blive udbetalt allerede til januar.
I stedet får efterlønsindbetalerne mulighed for at hæve deres penge i andet og tredje kvartal næste år, oplyser Finansministeriet til Newspaq.
Med andre ord bliver kassen med efterlønsmilliarder åbnet til april og lukket til oktober.
VK-regeringens havde indregnet i vækstpakken 'Holdbar Vækst' fra august, at efterlønsindbetalerne kunne hæve deres bidrag skattefrit allerede fra 1. januar.
Men det var før folketingsvalget og forudsatte, at tilbagetrækningsreformen havde været behandlet i Folketinget i sommer og dermed givet landets a-kasser den tid, de har krav på til at informere medlemmerne om fordele og ulemper ved at hæve bidraget.
Hos Arbejdsløshedskassernes Samvirke (AK-Samvirke) siger direktør Verner Sand Kirk, det er "meget fornuftigt" at vente. Ellers ender mange danskere formentlig med at snyde sig selv for den beskæftigelsespræmie, som de ellers ville få udbetalt, når de går på pension.
"Det er meget komplicerede overvejelser, den enkelte skal gøre sig. Og derfor er det en meget stor informationsindsats, der er brug for, hvis folk skal træffe den her beslutning på et oplyst grundlag. Ellers risikerer vi, at titusinder eller måske hundredtusinder af mennesker snyder sig selv," siger Verner Sand Kirk.