Skrevet af Rune Skyum-Nielsen,
Nyhedsavisens udsendte medarbejder
Sónar, 14.-16. juni, Barcelona
BARCELONA: Det giver absolut dårlig mening, hvis man dvæler lidt ved navnet, men Sónar er altså en vanskelig størrelse at opspore. I Barcelona skilter man ingenlunde med, at en af Europas største og vigtigste musikfestivaler finder sted i midten af juni. Eller hvorhenne, for den sags skyld. Man skal spørge sig frem og finde sig i nogle ordentlige omveje for at finde billetkontoret og senere hen det store gårdareal midt i byen, hvor dagsprogrammet afvikles. Sónar er umulig at spotte på radaren, simpelthen.
Også på den måde adskiller den elektroniske musiks førende arrangement sig fra vores egen Roskilde Festival, som har den nordeuropæiske tete inden for stort set samtlige musikgenrer. Der er nemlig mange andre ting, der gør de to festivaler væsensforskellige:
Hvor den camperende Roskilde-gæst hurtigt møger sig til i mudder eller støv, stempler den byboende Sonár-crowd vandkæmmet og fashionabel ind dag efter dag. Hvor Roskilde-arrangørerne prædiker humanisme og probona, afsætter Sónar først og fremmest plads til en plademesse.
Hvor det vrimler med frivillige på Midtsjælland, vogter professionelle vagter med en noget mere afmålt entusiasme i og omkring Barcelona. Når teltfolket på Dyrskuepladsen gnider søvnen ud af øjenkrogene, vakler de sidste ravere hjemad mod hotellet i den katalanske hovedstad.
Og sådan kunne man blive ved.
Stumt, men narrativt
Omvendt deler festivalerne også en række væsentlige kvaliteter: Der hersker en opløftet stemning, forsvindende få mennesker ryger i flæsket på hinanden, amorinerne svømmer i luften, og et stærkt og fremadskuende line-up gør det som regel svært at hænge længe i baren eller mediebyen.
Især fredag nat på Sónar satte en fed basgang streg under, at festivalen tiltrækker nogle af de absolut varmeste navne, der benytter sig af programmerede beats. Desværre glimrede adgangen til de store hangar-haller ved endnu en gang at begrænse sig til en enkelt entré, hvorfor tusindvis af betalende gæster gik glip af Beastie Boys.
Det ville omtrent svare til at åbne én port ved en fodboldlandskamp i Parken (ingen nævnt, ingen glemt), men den slags rører åbenbart ikke de spanske arrangører ?
Nå, men de, som nåede ind i tide og oplevede rapkløveret fra New York City, fik til gengæld konstateret, at de gamle mænd kan endnu. Med en hel del instrumentalnumre, grotesk energi og en nostalgisk krammer til bagkataloget endte Beastie Boys med at få den kogende Park-scene til at amokke til comeback-hittet ’Intergalactic’.
Og herfra blev i det i dén grad en spacial og speciel aften med den ene fænomenale koncert efter den anden. Bedst blev det – surprise, surprise – med techno-kongen Richie Hawtin, som med en trancenderende ekskursion til fremtiden holdt mesterklasse i, hvordan man med lutter computer-manipulerede minimalbeats og sløjfede melodigange opbygger et sammenhængende og, forunderligt nok, narrativt forløb, som kommer til dets ret via Sónar By Nights helt fantastiske lydsystem.
Dagsprogrammet midt i Barcelonas bykerne regnes ellers normalt som det musikalsk mest udfordrende og fremadskuende, men der var længere mellem de soniske snapse end i 2006.
Det kneb gevaldigt med at ramme superpræstationerne, også for de etablerede navne. Eksempelvis skuffede Junior Boys lørdag eftermiddag med en blodfattig og uengageret præstation.
Den slags kunne de spanske arrangører næppe gøre for trods visse tekniske vanskeligheder. Men hvis Sónar-ledelsen nu drog på studietur til Roskilde om en tre ugers tid, kunne festivalen utvivlsomt organiseres til en endnu stærkere oplevelse.
Tilmed én, man kunne spotte på Barcelonas egen radar.