Brede smil, lækre smagsprøver og gode råd i lange baner blev lørdag serveret med rund hånd, da omkring 50 madglade gæster fik et unikt blik ind i troldmandens værksted i Claus Meyers madhus på Nørrebro.
Den folkekære kok og havde sammen med køkkenchef Thomas Castberg Larsen åbnet dørene for alle og kvitterede de lyttende ører og spørgende munde med blandt andet juletips, æblemost og flæskestegssandwiches.
»Ja, jeg ved det godt. I sin tid da Thomas foreslog det, sagde jeg, at det vi kan da ikke lave flæskestegssandwiches. ?I kaster skam over mit navn!? Men skær kødet ud og pak sandwichen godt med rødkål, syltede drueagurker, sprød svær og æble, som giver en god saft i sandwichen. Kom eventuelt en hjemmelavet sennepsmayonnaise i, så har du noget fantastisk at bruge julemaden til dagen efter,« lød det fra Claus Meyer, mens han selv gumlede sig igennem sandwich, nogle ristede kartofler og trøfler.
En kvinde i salen ville vide, hvordan den lidenskabelige gastronom bar sig ad med at spise hele tiden og stadig holde sig flot slank. Spørgsmålet blev kvitteret med et øre-til-øre-smil og en lille anekdote.
»Da jeg var lille, var jeg blandt de fedeste på Lolland, og der bor altså 50.000 mennesker. Men jeg elsker at spise mad, så jeg ville ikke spise mindre. Jeg tænkte, hvordan kunne jeg løse det? Jeg fandt ud af, at jeg måtte sætte forbrændingen op i stedet for mængden ned. Hvis jeg hver anden dag går rundt og svinger med armene og dyrker noget sport, så holder jeg vægten. Derfor gør jeg det, uanset om det regner eller jeg har lungebetændelse.«
Så er det råd givet videre.
Det var første, men ikke sidste gang, Meyers Madhus åbnede dørene for offentligheden. Lækkerierne var så behagelige for ører og munde, at kokken og køkkenchefen lovede, de ville gentage succesen igen til næste år.
Du kan få flere eller mere uddybende råd, hvis du skriver en mail
til den hotline, som Meyer har lavet for at udbrede budskabet om den
gode julemad. Gastronomen lover at svare på ?alt, som ikke erotiske
spørgsmål? og sender gerne opskrifter med varianter tilbage til alle.
Skriv til julelinie@meyersmadhus.dk frem til 23. december.