Hvad stiller vi op med den ældre, nedslidte sosu-assistent eller frisøren med kræft?
Sådan spørger Signe Løntoft i et debatindlæg i Information.
Politikerne har ved hjælp af alle mulige reformer og en hævelse af pensionsalderen skabt et større "arbejdsudbud" - altså en større gruppe mennesker, som står til rådighed for arbejdsmarkedet. Men hvad med alle dem, som arbejdsmarkedet ikke vil have? spørger hun i debatindlægget "Jeg har mistet troen på velfærdsstaten".
Hun nævner som eksempel sin 54-årige selvstændige frisør, som har overlevet kræft, men har svært ved at holde til at arbejde fuld tid. Samtidig har hun på grund af sygdommen mistet en del stamkunder, så frisørsalonen kan snart ikke løbe rundt længere. Men hun skal arbejde til hun bliver 68.
Før i tiden tog samfundet sig af dem, der blev ramt af sygdom, nedslidning eller arbejdsløshed, men sådan er det ikke mere.
- I mange år fik danskerne tudet ørerne fulde af historien om, at vi i fremtiden ville mangle arbejdskraft, og at det derfor var nødvendigt at øge arbejdsudbuddet, så vi kunne løfte i flok. Men jeg ser ingen flok. Jeg ser hver mand i sin båd, og i horisonten skimter jeg en fremtid, hvor det øgede arbejdsudbud sammen med globaliseringen og den teknologiske udvikling vil betyde højere arbejdsløshed og lønpres. Det er en fremtid, hvor sygdom, livskrise eller en arbejdsulykke kan sende den enkelte ud over kanten i en håndevending på en måde, vi ikke har været vant til siden midten af forrige århundrede, skriver Signe Løntoft blandt andet.
Læs hele debatindlægget her.