I 1800-tallet var det normalt at se på arbejdsløse, som 'dovne, liderlige og ødsle mennesker', der selv var skyld i deres ulykkelige situation.
Den eneste mulighed for at overleve, hvis man mistede arbejdet, var for mange et ophold på fattiggården, som medførte ydmygelse, umyndiggørelse og tab af stemmeretten.
Siden kom de statsligt støttede a-kasser sammen med en anerkendelse af, at arbejdsløshed også var samfundets skyld. Men i de senere år er den politiske retorik vendt tilbage mod udgangspunktet fra 1800-tallet.
Det mener forfatteren og redaktøren bag den nye bog 'Ydmygelsen der forsvandt – Da Danmark fik a-kasser', som udgives af Arbejdermuseet & ABA i samarbejde med Min A-kasse.
- Vi har jo kaldt bogen 'Ydmygelsen der forsvandt', men noget af det, der er turbo på igen i de her år, er den der ydmygelse. Det er godt nok ikke i form af fattiggården, men så er det den offentlige gabestok, siger Simon Bauer, HR- og Kommunikationschef i Min A-kasse og redaktør på den nye bog i et interview med Ugebrevet A4.
Dovne Robert og Fattig-Carina
Han bakkes op af forfatter og historiker på Arbejdermuseet & ABA Nils Bärenholdt, som har skrevet bogen, der præsenteres ved en reception på Arbejdermuseet fredag.
- Den måde, man især inden for de sidste 10 år er begyndt at tale om ledige, minder faktisk meget om den måde, politikerne talte om ledige på i de mest sorte perioder af 1800-tallet, hvis man skal sige det lidt groft.
- Når du er ledig i dag, så er der store dele af det politiske spektrum, der lægger vægt på, at du skal have incitamenter til at komme i arbejde igen. Det er det samme som at sige, at det er individets egen skyld. Hvis du bare lige får et los bagi, så skal du nok finde et arbejde, forklarer han.
Mens hjælpen til de arbejdsløse og voksede støt fra starten af 1900-tallet og frem til velfærdssamfundets storhedstid i 1960'erne, så har pilen siden 1990'erne vendt den anden vej. Nu er fokus i stedet skiftet til aktivering af de arbejdsløse og incitamenter til at få folk i arbejde.
- Vi er gået tilbage, så den dominerende diskurs i samfundet i dag er, at roden til arbejdsløshed primært skal findes i individet. Det kan man jo se utallige eksempler på inden for de sidste par år. Dovne Robert, Fattig-Carina med flere. Se her: Det er et individ, der ikke gider. Det er roden til arbejdsløshed, siger Nils Bärenholdt.
Den liberale tro
Forfatteren og historikeren understreger dog, at det først og fremmest er i politikernes og mediernes fremstilling, at de arbejdsløse er dovne. Og det har et helt særligt formål, vurderer han.
- Når jeg er dykket ned i talmateriale og undersøgelser, så er der ikke noget, der tyder på, at en stor andel af de arbejdsløse bare har lyst til at nasse på systemet. Men hvis man kan få skabt den diskurs i samfundet, så er det lettere at lave nogle reformer, hvor man netop skærer ned på offentlige ydelser og overførselsindkomster, og det er det, vi har set i de senere år, siger Nils Bärenholdt.
A-kassernes historie og den politiske og ideologiske dagpengedebat har gennem historien været et godt billede på hele samfundsudviklingen, mener forfatteren. Og skal man tro den nuværende politiske debat, så varsler det hårde tider for de arbejdsløse.
- Den her liberale tro på, at samfundet fungerer bedst, hvis mennesket klarer sig selv, er vendt tilbage. Det er den tanke, der dominerer igen nu og også gjorde det i 1800-tallet, før a-kasserne blev indført. Om det virker, skal jeg jo ikke afgøre, men det har i hvert fald nogle konsekvenser for dem, der bliver stigmatiseret.