Trods regn flere steder i landet vendte Røde Kors' indsamlere tilbage med 19,4 millioner kroner i bøsserne. Det oplyser organisationen til Ritzau.
Pengene er blevet samlet ind søndag, og selv om resultatet ligger et markant stykke under sidste års resultat, er generalsekretær Anders Ladekarl glad for resultatet.
- Jeg er overvældet. Vi har været oppe mod både dårligt vejr og rigtig mange indsamlinger den seneste måneds tid, så at samle 19,4 millioner ind er helt fantastisk, siger han.
Antallet af frivillige, der vandrede gader tynde og tilbagelagde utallige trappetrin, var ligesom resultatet skrumpet i forhold til 2015.
Røde Kors havde heller ikke gjort sig forhåbninger om at nå sidste års rekordindsamling på 25,5 millioner kroner, fordi særligt debatten om flygtninge på det tidspunkt var "lige oppe under næsen på danskerne."
- Jeg tror ikke, at vi havde drømt om at få en indsamling som sidste år. Den var markant den bedste, vi nogensinde har haft. Det var på en helt særlig baggrund med flygtninge på danske veje og rigtig mange danskere mobiliseret i flygtningesagen, siger Anders Ladekarl.
- Vi drømte om at komme tilbage på det niveau, vi havde for nogle år siden. Der lå det mellem 16 og 18 millioner, nu når vi næsten 20, siger han videre.
Penge fra årets indsamling skal blandt andet styrke indsatsen i Syrien og Irak, hvor millioner af mennesker er drevet på flugt.
- Der er desværre rigtig meget behov for de penge. De skal hjælpe flygtninge internt i Syrien, sultofre i Afrika, og så skal de være klar ved katastrofer ude i verden, som vi desværre ved, vil komme til at ske, siger generalsekretæren.
Allerede mandag bliver den første portion penge fra indsamlingsbøsserne sat i arbejde.
Her bliver der sendt to millioner kroner til ofrene i den syriske konflikt, en million går til internt fordrevne i Irak, mens endnu en million sættes ind i kampen mod sultkatastrofen i det sydlige Afrika.
/ritzau/