Det går forrygende med at lære eleverne at bryde læsekoden.
Sådan lyder konklusionen fra læsekonsulent Bent Christiansen, efter at han har undersøgt de danske folkeskoleelevers læsefærdigheder, skriver Folkeskolen.
Undersøgelsen viser, at eleverne i de mindste klasser er blevet markant bedre til at læse igennem de sidste 11 år.
I slutningen af 1. klasse er det otte ud af ti elever, der er gode læsere. Og hvor hver fjerde elev i 1999 var en langsom og usikker læser, er det nu kun én ud af ti i 1. klasse.
I 2. klasse er gruppen af gode læsere steget fra 55 til 74,5 procent, mens andelen af usikre læsere er reduceret fra 26 til 12,3 procent.
I 1999 var 69 procent af eleverne gode læsere i slutningen af 3. klasse. I dag er det 83,1 procent. I samme periode er der sket en halvering af antallet af usikre læsere fra 12 til seks procent.
"Det, der er sket i 1. til 3. klasse, er markant og fornemt. Ja, vi er i verdensklasse nu, for udviklingen er landsdækkende," siger Bent Christiansen til Folkeskolen.
Tallene er fra prøver, der er gennemført af flere end 16.000 elever fra 1.-klasser i 32 kommuner og over 12.000 elever i 2.- og 3.-klasser i 25 kommuner.
Den konservative uddannelsesordfører Rasmus Jarlov glæder sig over resultatet, men advarer om at det ikke skal blive en sovepude:
"Det er virkelig gode nyheder og viser endnu en gang, at regeringens uddannelsespolitik har skabt gode resultater. Men hvis man stiller sig tilfreds med tingenes tilstand, vil det altid gå ned ad bakke," siger Rasmus Jarlov