En dreng på kun 14 år mistede klokken lidt over syv fredag morgen livet efter et sammenstød med en personbil.
Drengen var på vej til Tim skole og en bus fyldt med elever fra samme skole var vidne til uheldet. Det oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Knud Lauridsen til Newspaq.
Uheldet skete på Skelmosevej i den lille by Stadil, der ligger mellem Holstebro og Ringkøbing i Midtjylland.
"På en eller anden måde kører han sammen med en bil," siger Knud Lauridsen.
"Vi ved endnu ikke, hvem der er skyld i hvad."
Han forklarer, at drengen døde på stedet ikke ret langt fra sit hjem, og at hans forældre allerede er underrettet.
"De (vidner på stedet, red.) har forsøgt at udøve førstehjælp, og lægeambulancer kommer til og forsøger også at hjælpe ham, men der er ikke noget at gøre," forklarer Knud Lauridsen.
Føreren af bilen er en 33-årig kvinde fra lokalområdet. Hun har rystet fortalt politiet, hvad der er sket. Umiddelbart er der ikke noget, der tyder på, at hun har gjort noget forkert, forklarer vicepolitikommissær fra Ringkøbing Lokalpoliti, Bjarne Højgaard, til Newspaq.
Politiet er stadig i gang med at tale med føreren og de elever på drengens skole i Tim, der så uheldet.
"Der er selvfølgelig mange rystede lærere og elever, der var med i den bus, så dem taler vi med nu," siger Knud Lauridsen.