Bookmakerne har ikke fidus til Danmark, som tirsdag aften går på scenen i Eurovision, hvor de skal dyste i den første af to semifinaler.
Men oddssætterne har før taget fejl. Og bandets fire medlemmer er da også ret sikre på, at de nok skal klare sig videre.
- Vi er virkelig underdogs alle steder, og det kan vi godt mærke. Men vi vinder rigtig meget, når vi er på scenen, hvor folk ser os for første gang. For vores sang er sådan en, der skal ses og opleves og ikke bare høres, fortæller Ihan Haydar, der er trommeslager i gruppen.
Sammen med Mathilde "Siggy" Savery og svenske Ida Bergkvist og Agnes Roslund danner hun Reddi, der vandt det danske melodigrandprix med sangen "The Show" i februar, og derfor repræsenterer Danmark ved Eurovision, der i år afholdes i Torino i Italien.
- Vi har oplevet til de her preparties (fester med fans, der afholdes rundt om i Europa, inden Eurovision går i gang, red.) at folk er sådan lidt, "nå ja, det er Danmark", inden vi spiller, men når vi så går af scenen igen, så bliver vi nærmest overfaldet, siger Mathilde "Siggy" Savery.
17 lande skal skæres ned til 10, når den første af to semifinaler i Eurovision finder sted tirsdag. Torsdag skal 18 lande dyste om de sidste ti finalebilletter, mens Spanien, Tyskland, Storbritannien og Frankrig samt værtslandet Italien er garanteret en plads.
De andre optrædende i tirsdagens semifinale er blandt andet Letland, Norge og Schweiz. Og så er det også her, Ukraine, der siden sidst i februar har været i krig med Rusland på ukrainsk jord, skal forsøge snuppe en finalebillet.
En opgave, der ifølge bookmakerne bliver markant lettere end for Danmark. Faktisk mener flere, at Ukraine kan gå hele vejen og snuppe sejren, hvis juryer og seere stemmer med hjertet for at vise støtte til landet.
Også Italien, der vandt sidste år med bandet Måneskin, og vores svenske naboer ligger lunt til sejren i dette års Eurovision. Sverige stiller op med kunstneren Cornelia Jacobs og sangen "Hold me Close".
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.