Danske bilejere skal forberede sig på, at udgifterne til bilen kommer til at stige i 2023.
Det viser et årligt bilbudget lavet af bilejernes organisation FDM.
Særligt ejerne af elbiler skal forberede sig på, at udgifterne til bilen kommer til at stige i det nye år. Det kan de blandt andet takke højere energipriser for, lyder det fra en økonom.
- Baggrunden er en bred palet af årsager, men især udgifterne til brændstof og el gør det dyrere at være bilejer. Også rentebyrden er steget markant som følge af de stigende renter, siger Ilyas Dogru, forbrugerøkonom hos FDM.
- Er man samtidig blandt de mange, der pendler til arbejde i bil, bliver man ramt yderligere. Det såkaldte kørselsfradrag modsvarer nemlig endnu mindre end tidligere de udgifter, man har til at holde bil.
I gennemsnit kommer udgifterne til elbilen til at stige ti procent, mens benzinbilerne slipper med en stigning på tre procent, viser udregningen.
De højere udgifter vil også være et resultat af, at forskellige afgifter stiger.
Ifølge FDM vil elbiler, som koster under en halv million kroner, fortsat være afgiftsfrie. Koster den mere, stiger den igen en smule i afgift.
Det samme gør plug-in-hybriderne afhængigt af bilens pris, skriver FDM.
Ejere af almindelige benzinbiler kan se frem til en stigning i den halvårlige ejerafgift. Stigningen vil gøre det nogle hundrede kroner dyrere at holde den.
De ældre dieselbiler vil opleve kraftigere stigninger, lyder det.
/ritzau/