Det går fremad for Danske Bank - hvis man ser på bankens bundlinje. Her fik banken et overskud før skat på 6,3 milliarder kroner i årets første ni måneder. I samme periode sidste år nåede overskuddet kun op på 3,59 milliarder kroner.
Efter skat landede resultatet på 3,6 milliarder kroner - og det er en stigning på 2,1 milliard kroner i forhold til de tre kvartaler 2011.
- Regnskabet viser en tilfredsstillende fremgang i forhold til samme periode sidste år. De indtjeningstiltag, vi allerede har taget initiativ til, begynder nu at slå igennem, siger førstemanden i banken, Eivind Kolding i forbindelse med regnskabet.
Indtægterne steg med 14 procent og udgjorde 35,8 milliarder kroner. Fremgangen skyldtes stigende nettorenteindtægter og fremgang i handelsindtægter og indtægter fra forsikringsaktiviteter, oplyser banken.
Omkostningerne var på 19,6 milliarder kroner og dermed på niveau med perioden sidste år.
Danske Bank har dog stadig massive nedskrivning at kæmpe med. De steg med 18 procent i forhold til de første ni måneder af 2011.
- Nedskrivningerne har dog været faldende de seneste tre kvartaler fra det høje niveau i fjerde kvartal 2011. Det skyldes især lavere nedskrivninger i Danmark, oplyser banken.
Danske Bank peger på, at det især er på erhvervsejendomme i Irland, i shippingbranchen og på privatkunder i Danmark, der tabes penge.
Men resultatet skal være endnu bedre. Derfor skiller banken sig nu af med 1000 flere end først planlagt. Og samtidig skal der skaffes flere penge i kassen via en aktieudvidelse på syv milliarder kroner.
/ritzau/