I går blev det danske gidsel Poul Hagen Thisted sammen med sin amerikanske kollega Jessica Buchanan befriet fra somaliske pirater ved en veludført redningsaktion.
Her et døgn efter amerikanske elitesoldater gennemførte aktionen er der fortsat glæde i Dansk Flygtningehjælp, hvor de to gidsler er ansat. Det er dog fortsat uvist, hvornår Hagen Thisted kan vende tilbage til Danmark.
"Vi ved ikke, hvornår han kommer hjem. De to er på et sikkert sted, hvor de skal have ro til at komme sig, og hvor de skal have ro til at vende tilbage til et almindeligt liv," siger chef for den internationale afdeling i Dansk Flygtningehjælp, Ann Mary Olsen, til Newspaq.
Hun mener, at der kan gå mange dage, før Poul Hagen Thisted sætter sine fødder på dansk jord igen, og når det sker, vil det foregå i stilhed.
"Der ligger planer for, hvordan man tager imod gidsler, men det er ikke noget, vi vil dele med pressen. Familien har været glade for den diskretion, som pressen har udvist, og de appellerer til, at det også kan foregå i stilhed, når han vender hjem," siger Ann Mary Olsen.
Hun forklarer, at Hagen Thisted er ved godt helbred i Djibouti efter i tre måneder i fangenskab.