Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.
15 elektrikere fra det polske vikarbureau BIC Electric har fået arbejde hos Maersk Oil. Dansk El-Forbunds afdeling i Esbjerg peger i fagbladet Elektrikeren på, at det sker til trods for, at der er over 500 arbejdsløse danske elektrikere, og at der kan være udfordringer med sikkerheden for de polske elektrikere på olieplatforme.
– Maersk Oil har for vane hvert tredje til femte år at udbyde deres manpower-opgaver i licitation. Det gør man ud fra forskellige kriterier, blandt andet sikkerhed og organisation, fortæller afdelingsformand Peter Thomsen.
I år har Maersk Oil valgt at udbyde licitationen som e-aktion på internettet. Det betyder, at virksomhederne byder ind på et stykke arbejde, hvor det eneste, de får at vide, er, om konkurrenterne matcher deres tilbud eller er billigere.
– Det gør, at nogle af firmaerne bliver desperate og ikke har is i maven og dumper deres pris. De, der tjener på det her, er Maersk Oil, forklarer Peter Thomsen.
De første 15 mand er på vej fra Polen. Og de udenlandske elektrikere kan give sikkerhedsudfordringer, advarer afdelingsformanden. Han sætter spørgsmålstegn ved, om de har taget de nødvendige sikkerhedskurser og hvor meget engelsk, de forstår i forhold til instrukser og arbejdsgange. Samtidig nævner han, at der er ledige danske elektrikere.
– Der er masser af kvalificeret arbejdskraft herhjemme. For eksempel kender mange af dem fra det lukkede Lindø-værft til at arbejde på stålkonstruktioner, siger Peter Thomsen, der ligeledes frygter, at det polske vikarbureau kommer til at underbyde danske elektrikere.
Karsten Jensen, operations manager for Maersk Oils danske operation, siger, at nationalitet er ikke i sig selv en kompetence. Heller ikke krisen og den høje arbejdsløshed i Danmark er et særskilt parameter, når jobbene skal besættes:
– Vi ser stigende aktivitet i Nordsøen. Det kommer helt klart det danske samfund og det danske arbejdsmarked til gode. Majoriteten af vores arbejdsstyrke er stadigvæk dansk, når vi taler om den danske operation.
Han fortæller videre, at Maersk Oil stiller de samme sikkerhedsmæssige krav til leverandørerne, som virksomheden stiller til sig selv, og at engelsk er koncernsproget. Derfor er udfordringerne de samme for udenlandske som danske medarbejdere med hensyn til forståelse af instruktioner. Han mener endvidere, at kontrakterne sikrer, at medarbejderne arbejder under danske overenskomstmæssige forhold.
Læs mere i Elektrikeren side 4:
http://www.e-pages.dk/danskelforbund/11/
Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.