Den danske damedouble med Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen formåede ikke at leve op til deres seedning som nummer to ved Super Series-turneringen Korea Open
Tidligt lørdag morgen dansk tid tabte de deres semifinale til de tredjeseedede koreanere Chang Ye Na og Lee So Hee med cifrene 21-17, 18-21, 14-21.
Danskerne kom bedst fra start og afsluttede skarpest, da et ellers lige første sæt skulle finde sin vinder. Men det blev ikke et afsæt til at sikre finalepladsen.
Koreanerne var ovenpå i stort set hele andet sæt, og selv om danskerne skabte fuld kontakt ved 17-17, blev sættet koreansk med 21-18.
I det afgørende sæt kom danskerne på 2-0, men derfra var der klasseforskel i koreansk favør.
Det tredjeseedede par kunne skifte side med en føring på 11-4, og grebet blev fastholdt. Efter 72 minutters spil måtte danskerne forlade arenaen som tabere.
Lørdag formiddag spiller herredoublen med Mathias Boe og Carsten Mogensen semifinale.
De topseedede danskere møder et useedet japansk par.
/ritzau/