Vi bliver vilde i varmen af "Vild med dans" og kickstarter gerne lørdagen med en omgang golf. Og det smitter nu af på vores olympiske præferencer.
For lidt over hver fjerde dansker vil meget gerne have nye lege på det olympiske program. Og øverst på ønskelisten står sportsdans, bowling og golf.
Det viser en meningsmåling, som TNS Gallup har lavet for Berlingske Tidende.
Det er specielt mænd og i særdeleshed aldersgruppen på 18-35 år, der ønsker nye sportsgrene.
"Jeg troede, at vi havde svært ved at få fat i mændene, men det undrer mig ikke, at det er de unge, der vil have dans," siger formanden for Danmarks Sportsdanserforening, Flemming Riis.
Golf er allerede på vej ind i det olympiske program, men formanden for Danmarks Idræts-Forbund, Niels Nygaard, er hurtig til at slukke de hede dansedrømme:
"Dans og bowling anser jeg ikke for at være realistiske idrætsdiscipliner," siger han.
Golf skal sammen med syvmandsrugby til afstemning på IOC's kongres i denne uge, men det betragtes som næsten sikkert, at sporten kommer med på OL-programmet.