Istedgade overgiver sig aldrig, påstår et sejlivet ordsprog. Og selvom man aldrig skal sige aldrig, giver det alligevel mening, når det kommer til rygning. Et år efter rygeforbuddet trådte i kraft, pulser unge og gamle i hvert fald stadig løs på de brune bodegaer, der zigzagger sig op gennem en af Danmarks mest berygtede, beskidte og besøgte gader på Vesterbro i København.
Og sådan må det nødvendigvis være. Istedgade overlever ikke uden røgen, forklarer en kvindelig ejer af et af gadens ældste værtshuse. Bag hende breder de åbne lokaler sig langt over de tilladte 40 kvadratmeter, hvor nikotinen klæber i gardiner og tapet, og osen fra 11-12 tændte cigaretter cirkler rutinemæssigt i de svagt lysende loftslamper.
»Uden rygning måtte jeg lukke. Jeg har røget hele mit liv, og der ville ikke være nogen til at passe baren, hvis jeg skulle udenfor for at ryge dagen lang,« hvisker værtshusejeren.
Per: 'Pløkåndssvagt'
En Rød Look gløder mellem hendes højre pege- og langefinger, mens hun forklarer, hvorfor hun kun vil tale, hvis vi anonymiserer hendes navn og værtshus:
»Jeg ser jo helst, at de holder sig langt væk fra os. Vi skal bare have lov til at ryge i fred.«
Med 'de' menes Arbejdstilsynet. Det består af repræsentanter fra den offentlige myndighed, som i første omgang giver uvorne værtshuse et påbud om at overholde rygeloven og dernæst indstiller til politiet, at der skal uddeles bøder.
»De har heldigvis ikke været forbi endnu,« fortæller værtshusejeren og krydser fingre på sin frie hånd.
Hvis de gør, har hun sit stampublikums fulde opbakning til fortsat at trodse dem – altså myndighederne.
»Jeg stoppede med at ryge, da jeg var 13. Men derfor synes jeg da stadig, at det forbud er pløkåndssvagt,« svovler 70-årige Per Østervang, der er ude og nyde en enkelt flaske Hof-øl med en barndomskammerat.
Ingen fare på færde
Ovre på den anden side af Istedgade krydser ejeren af et endnu større værtshus også fingre med den ene hånd og rækker en stiv langefinger i Arbejdstilsynets, politiets og de lovgivende politikeres retning med den anden. De kan bare skrubbe af. I hvert fald i overført betydning. Han forklarer, at tobaksrøgen hører sig til på stedet. Skadelig eller ej.
»Man skal simpelthen have lov til at ryge ved billardbordet eller over et spil terninger, det er en del af barkulturen. Andet duer ikke,« fastslår han. Også her gælder aftalen om anonymitet.
Modsat hans kvindelige kollega agter ejeren ikke at give op, hvis en bøderegn på et tidspunkt skulle ramme hans sted. Kun truslen om en fratagelse af værtshusets spiritusbevilling ville for alvor få ham til at rette ind. Og den fare findes slet ikke med de nuværende regler. Desuden har værtshuset endnu ikke set skyggen af dem fra Arbejdstilsynet.
»Så længe forbuddet fungerer, som det gør nu, er vores plan derfor at gå linen ud og indkassere de bøder, vi måtte blive nødt til at indkassere,« siger han.
Istedgade giver aldrig op, advarer et sejlivet ordsprog.