Hvis man tror, at voldtægt er noget med én, der hopper frem fra en busk, så kan man godt tro om. Det lærte sangerinden Anna David på den hårde måde. I en alder af blot 17 år blev hun udsat for kontaktvoldtægt. Gerningsmanden var en af hendes bekendte. For nylig stod hun frem og fortalte om hændelsen i B.T.
»Det sker meget oftere, at voldtægter begås af venner eller kærester. Jeg kender selv fire piger, der har oplevet det samme. Da jeg sad på Rigshospitalet kl. fem om morgenen, var der måske 15 andre piger, der havde oplevet det samme som mig. Det er skræmmende,« siger Anna David.
Forskruet syn på sex
Hun mener, at mange unge i dag har seksuel debut som 14-årige, og at det i den alder må være endnu sværere at skelne pornofilm fra virkelighed.
»Jeg er bange for, at mange unge drenge har et forskruet syn på sex. Selvom piger ser lækre ud, er det ikke automatisk lig med, at drenge må gøre, hvad de har lyst til, siger Anna David, der godt kunne tænke sig, at der kom meget mere fokus på emnet i folkeskolen, specielt i seksualundervisningen.