Cult er kendt for sine kontroversielle reklamer, og derfor vækker de ny regler for markedsføring heller ikke megen glæde hos Cults grundlægger Brian Sørensen.
"Grundlæggende står Cult for frihed, og frihed til at vælge, og jeg synes ikke, at de her retningslinjer lægger op til," siger han til Newspaq.
I reglerne, der træder i kraft 1. april, står der blandt andet, at nøgenhed og erotik ikke må indgå, så det virker ringeagtende.
Men de regler skræmmer ikke umiddelbart Cult, da firmaet bag energidrikkene ikke har haft nøgne mennesker med i sine reklamer siden 2008 og ikke har nogen planer om at få det.
Brian Sørensen understreger, at Cult vil overholde loven, men forudser, at der vil komme sager, hvor reglerne må stå sin prøve.
"Jeg synes, at det virker som om, at retningslinjerne stadig lægger op til en del fortolkning, og der skal nok komme nogle sager, hvor det vil blive afprøvet, hvad der kan lade sig gøre og ikke lade sig gøre.
Brian Sørensen vil ikke afvise, at Cult kan få en sag på halsen, men han siger, at firmaet ikke har i sinde at udfordre reglerne unødigt.
Det siger de nye regler
Reklamer er kønsdiskriminerende hvis:
- kønnet fremstilles på en nedsættende eller ringeagtende måde,
- nøgenhed eller erotik indgår på en måde, der virker nedsættende eller ringeagtende over for det pågældende køn,
- reklamen giver opfattelsen af, at det ene køns rolle socialt, økonomisk eller kulturelt er underordnet det andet køn,
- reklamen giver opfattelsen af, at det ene køn er mindre kyndigt, mindre begavet eller mindre egnet til at udføre opgaver, som fysiologisk set kan udføres lige godt af begge køn eller,
- reklamen på nedsættende eller ringeagtende måde giver opfattelsen af, at det ene køn har særlige negative personlighedstræk eller egenskaber.