Engelske Chelsea er på udebane, når holdet i aften spiller i Parken mod FC Nordsjælland i Champions Leagues gruppe E.
De forsvarende vindere af den store europæiske turnering kan dog hente trøst i det faktum, at klubben har vundet de hidtil to kampe, holdet har spillet i Parken i de europæiske klubturneringer.
I februar 2011 kom Chelsea til København og vandt den første af to kampe i Champions Leagues ottendedelsfinaler over FCK.
Ved den lejlighed scorede franskmanden Nicolas Anelka begge mål. Anelka spiller ikke længere for Chelsea.
I returkampen i London behøvede Chelsea ikke at gøre det store, og kampen endte 0-0.
Tilbage i efteråret 1998 var London-klubben under noget større pres, da Chelsea mødte op i Parken til returkampen mod FCK i anden runde af den nu hedengangne Europa Cuppen for pokalvindere.
Det første opgør i London var nemlig endt 1-1, men et mål af Brian Laudrup sikrede Chelsea en 1-0-sejr i Parken og et samlet avancement.
Kampen mellem FC Nordsjælland og Chelsea begynder klokken 20.45.
/ritzau/