En kendt iransk-canadisk miljøaktivist, som i sidste måned blev fængslet af de iranske myndigheder, er død i fængslet, skriver hans søn på sociale medier.
På sin Instagram-konto skriver sønnen, Raam Emami, at myndighederne siger, at hans far begik selvmord.
Ifølge Raam Emami blev hans far anholdt den 24. januar. Hans mor fik besked om faderens død den 9. februar.
Oplysninger om Kavous Seyed-Emamis død er ikke blevet bekræftet af officielle kilder i Iran.
Emami var chef for stiftelsen Persian Wildlife Heritage Foundation. Gruppen arbejder for beskyttelse af sjældne dyr i Iran.
Anklageren Abbas Jafari-Dolatabadi i Teheran siger ifølge den iranske nyhedstjeneste Mizan, at Irans sikkerhedsstyrker har anholdt flere personer, som mistænkes for spionage.
De anholdte har ifølge myndighederne indsamlet hemmelige informationer i strategiske områder under dække af at være forskere eller miljøspecialister.
Canada har ikke nogen diplomatisk tilstedeværelse i Iran.
Irans sociologforening, der havde Kavous Seyed-Emami som medlem, tvivler på oplysningerne fra de iranske myndigheder.
- De informationer, der er fremsat om ham, virker ikke troværdige. Vi venter på flere informationer om hans død, skriver foreningen i en erklæring.
Emani underviste tidligere ved Imam Sadegh-universitetet i Iran. En person, der kendte ham, siger, at "alle er i chok".
- Han var en af de bedste undervisere på sit forskerhold. Han var grundig, samlet og overhovedet ikke politisk, siger en kollega, der ønsker at være anonym.
Yderligere to påståede selvmord i iransk fangenskab har vakt opsigt i den seneste tid. Et af dem var en 23-årig demonstrant, som døde i Evinfængsel.
/ritzau/Reuters