Dansk tv-par dropper skilsmissen: Vi er sammen igen!

Kærligheden er atter blusset op mellem journalisterne Heidi Frederikke Sigdal og Anders Sigdal.
Heidi Frederikke Sigdal og Anders Sigdal er sammen igen.
Heidi Frederikke Sigdal og Anders Sigdal er sammen igen. Foto: Andreas Beck/Scanpix

Efter over et halvt år fra hinanden har Heidi Frederikke Sigdal og Anders Sigdal genfundet kærligheden.

Det annoncerer Go' morgen Danmark-værtinden på et Instagram-billede, hvor hun og gemalen storsmiler til kameraet.

- I dag er det fem år siden, jeg giftede mig med ham her. Og efter seks-syv måneder fra hinanden er jeg uendeligt glad for, at vi er sammen igen og også kan fejre vores femte bryllupsdag sammen. Og forhåbentlig mange mange flere!!!, skriver Heidi Frederikke Sigdal.

Heidi Frederikke Sigdal oplyste ellers i marts til BT, at hun og Anders Sigdal var gået fra hinanden og skulle skilles.

- Det er en fælles beslutning. Og vi er stadig meget gode venner. Det er en hård og svær tid for os som familie og for vores børn, skrev hun i en sms til avisen.

Det danske journalistpar bekræftede forholdet i 2008. I 2012 blev parret gift i Johannes Døbers Kirke i Valby, og siden er 39-årige Heidi Frederikke Sigdal og 44-årige Anders Sigdal blevet forældre til datteren Mathilde Augusta og sønnen Charlie August.

I en opdatering på Facebook delte Anders Sigdal ifølge BT en rørende opdatering efter brylluppet:

- Er hjemme igen efter en helt igennem fantastisk bryllupsdag. Huset er nu fyldt af en masse dejlige gaver, endnu flere minder og ikke mindst, det aller vigtigste - fru. Sigdal, skrev han dengang.

 

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.