Mens byggebranchen i 2012 og ikke mindst i andet halvår har meldt om tilbagegang i aktivitet og salg samt stigende ledighed, er antallet af udlændinge på danske byggepladser bare vokset.
Det skriver Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Fra 2011 til 2012 er antallet af udenlandske statsborgere i byggeriet vokset med knap 30 procent til 21.150. Det fremgår af netop offentliggjorte tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen. Flere end 80 procent af udlændingene i byggeriet er ifølge statistikken uden folkeregisteradresse i Danmark.
Hovedparten er arbejdskraft, der er udstationeret fra deres hjemland.
- Det er en overraskende udvikling, men den eneste forklaring må være, at udlændingene er konkurrencedygtige på prisen, siger seniorøkonom Finn Bo Frandsen fra Dansk Byggeri.
BAT-kartellets formand, Peter Hougård Nielsen, hæfter sig ved de mange udstationerede.
- Det signalerer hvad det er for problemer, vi arbejder med. Det er især her, vi finder de mange sager med underbetalt arbejdskraft. Det er helt uacceptabelt, at danske håndværkere går ledige på grund af unfair konkurrence fra underbetalt udenlandsk arbejdskraft, siger han.