Danmark er verdensberømt for dem - de reklamefyldte bycykler, der er parkeret på hvert eneste gadehjørne i København, og som fragter turister og cykelglade lokale rundt i sommerbyen.
Men de nok så populære bycykler kommer ofte på afveje, for langt fra alle lånere sætter cyklerne på plads i de dertilhørende parkeringspladser.
"Der er rigtig mange af vores bycykler, der forsvinder. På en normal dag får vi cirka 20-25 henvendelser fra folk, der har spottet en cykel på afveje," siger bestyrer og koordinator for Bycyklen, Kim Madsen, til Newspaq.
Og det er ikke blot på de yderste brokvarterer i hovedstaden, at cyklerne dukker op. Bycyklens lastmænd tager dagligt lange køreture rundt på hele Sjælland for at få turistattraktionerne hjem igen.
"Vi kører helt fra Helsingør over Dragør til Sydsjælland for at hente dem hjem. Der ryger nok nogle med i togene engang i mellem, for jeg tvivler på, at folk cykler hele vejen til Nordsjælland," siger Kim Madsen.
Her finder folk oftest cyklerne i gårde og kældre, men sågar også på loftrum og andre mærkværdige steder som i gamle fabrikshaller.
Mange ville nok mistænke de uvidende turister for de halv-kriminelle gerninger, men sådan forholder det sig slet ikke, siger Kim Madsen.
"Turisterne behandler cyklerne utrolig ordentligt, og når jeg taler med dem, udviser de stor respekt for cyklerne. Næ, det er i langt højere grad københavnerne, der smider dem væk, fordi de er ligeglade," siger han.
Kim Madsen vurderer, at der samlet set forsvinder knap ti procent af cyklerne per sæson. Ofte dukker der dog ældre cykler op med flere år gamle reklameannoncer på.
Og for en god ordens skyld skal det siges, at bycyklerne kun må køre i indre by, ellers risikerer du en bøde fra politiet.