Hvis du har en Tour de France rytter i maven gør du klogt i at tjekke fartgrænserne, før du ræser af sted på de danske veje.
I går gik er en historie, om en svensker, der havde fået en fartbøde. Det viste sig at være en and, men det er faktisk muligt, at få en venlig hilsen fra politiet, hvis du tramper lidt for hårdt i pedalerne.
Cyklisterne undslipper nemlig ikke lovens lange arm, når politiet tjekker fartbøllernes hastighed med deres laserpistoler.
At biler og knallerters fart bliver målt er børnelærdom, men de færreste ved, at politiet også er klar med måleinstrumenterne, når du suser forbi på din jernhest.
Vicepolitiinspektør og leder af færdselspolitiet ved Midt- & Vestjyllands politi, John G. Christensen, har ikke tal på, hvor tit det sker, at politiet udskriver fartbøder til fartgale cykelbanditter, men bekræfter over for Newspaq, at det kan ske.
Han afviser det dog som "rent teoretisk", at cyklister skulle blive registreret af politiets fotovogne.