Har du mødt en "cirkusvogn" - campingvogn" - på din vej i dag, så var chaufføren måske ikke den helt rigtige ejer.
Niels Christian Meyer, alias Bubber, har nemlig fået stjålet sit cirkus-hjem - lige foran huset, hvor han bor.
Det fortæller bt.dk.
Vognen stod parkeret foran villaen i Charlottenlund, hvor den skulle gøres klar og afleveres tilbage til Cirkus Arena efter endt sæson.
Cirkusset er lige nu på Sjælland, hvorfor Bubber har valgt at overnatte i sin egen seng.
Men cirkusvognen er hans andet hjem, forklarer han.
- Jeg skulle aflevere ungerne om morgenen, og da vi kørte ud af indkørslen undrede det mig, at jeg pludselig havde så godt udsyn. Der skulle lige nogle tanker igennem hovedet, før det gik op for mig, hvad der var sket, siger Bubber og fortsætter.
- Jeg tænkte bare: "Hvad pokker sker der her? Det er jo et helt hjem, der er væk nu." Jeg har fyldt den op med det, man skal bruge i løbet af sådan en sommer såsom legetøj til ungerne, tøj, køkkenudstyr og mit eget elektronik, fortæller han.
Tyveriet af cirkusvognen er selvfølgelig meldt til politiet.
Sammen med Malene Qvist er Bubber vært hos Cirkus Arena.