Bubbers voksne børn valgte at blive væk, da Bubber onsdag aften fejrede sin 60-års fødselsdagsreception for familie og venner i Skovshoved.
Det skriver flere medier, der var til stede ved receptionen, hvor et stort antal kendisvenner og familie dukkede op for at fejre tv-værtens runde dag. Selv tog Bubber imod med sin kone, Signe Rossing, og parrets to børn, Alfred og Rosa, samt Rossings tre børn, som hun har fra et tidligere forhold.
Men da Ekstra Bladet gerne ville vide, om der ville komme flere af Bubbers børn, svarede han – ifølge avisen – tvetydigt:
- Jeg har fuldt hus, mens han pegede mod de fem børn, han var kommet med.
I september kunne Bubber ellers med glæde fortælle SE&HØR, at han endelig var begyndt at tale sammen med alle sine børn igen, efter to af hans voksne børn havde slået hånden af ham i forbindelse med den dramatiske skilsmisse fra deres mor, Christina Meyer Ibsen i 2019. Der gik dog ikke længe, førend hans datter Sofia Meyer offentligt undsagde ham.
- Jeg tror, vi har forskellige måder at se på 'at tale sammen igen'. Og vi ser også forskelligt på tilgivet. Derudover har jeg ingen kommentarer, sagde hun til SE&HØR i oktober.
Sammen med Christina Meyer Ibsen har Bubber børnene Sofia, Laura og Oscar.