Mens Brøndby med bundplaceringen i Superligaen er havnet i en af klubbens største sportslige kriser nogensinde, fortsætter forhandlingerne med en investorgruppe med tidligere Brøndby-direktør Frank Buch-Andersen i spidsen.
Bestyrelsesformand i Brøndby IF, Sten Lerche, bekræfter, at ledelsen fortsat satser på at kunne lave en aktieemission, der kan fylde penge i den tomme klubkasse.
- Vi arbejder videre med Frank Buch-Andersen, og han arbejder jo også med sit bagland. Den sportslige situation påvirker ikke umiddelbart de drøftelser, siger Sten Lerche.
- Det er jo vigtigt, at vi får styrket vores kapitalgrundlag på den ene eller anden måde. En stor emission er en af mulighederne, siger Sten Lerche.
Frank Buch-Andersen har tidligere meldt ud, at hans investorgruppe var klar til at garantere omkring 150 millioner kroner, såfremt der bliver ændret på aktiestrukturen i klubben. Onsdag slår han fast, at der stadig arbejdes i samme spor.
- Vi er i gang med at lave et stykke arbejde, og det kommer til at vare de næste par måneder, siger Frank Buch-Andersen.
Skulle udvidelsen af aktiekapitalen falde på plads, vil pengene falde på et tørt sted.
Tidligere på sommeren måtte Brøndby låne 10 millioner kroner af næstformand Benny Winther og siden tabte klubben den såkaldte feriepengesag, hvor man nu skylder et millionbeløb til en række af klubbens forhenværende spillere.
Dertil kommer, at 12.-pladsen i Superligaen er langt dårligere end det forventede og har resulteret i, at der falder færre tv-penge af, end klubben har budgetteret med. Den sportslige nedtur har formentlig også kostet tilskuere på Brøndby Stadion.
/ritzau/