Britisk efterforskere fra Scotland Yard skal hjælpe med at opklare mordet på den pakistanske toppolitiker Benazir Bhutto, der blev myrdet 27. december. Det sagde landets præsident, Pervez Musharraf, onsdag i en tale.
Samtidig valgte Pakistans valgkommision at udskyde landets parlamentsvalg til den 18. februar.
Rygter og teorier svirrer om mordet på Bhutto, og hendes støtter har antydet, at Musharrafs parti eller efterretningstjenesten selv var involveret i attentatet. Indtil i dag havde regeringen afvist at lade udlændinge blande sig i efterforskningen.
- Det er interessant, at han lader briterne hjælpe, for det er en indrømmelse af, at deres egen efterforskning ikke er god nok. Personligt tror jeg ikke, at Musharraf er involveret, men det kan ikke udelukkes, at grupper i militæret har været det i samarbejde med islamister, siger Pakistan-ekspert Stig Toft Madsen fra Nordisk Center for Asienstudier.
Ild i valglokaler
Pakistanerne skulle være gået til valg 8. januar, men på grund af uro efter Bhuttos død blev valget udsat. Oppositionen beskylder regeringen for at ville udsætte valget, fordi den vil snyde med stemmerne. Men reelt var der ikke meget andet at gøre, mener eksperter.
- Når valgkontorer bliver brændt af, så er det teknisk set det eneste rigtige at udsætte valget. Vi får stadig ikke et valg uden demokratiske problemer, men det bliver ikke mindre demokratisk af udsættelsen – måske kan det vestlige pres endda gøre, at valget bliver mere fair af udsættelsen, siger Jørgen Dige Pedersen fra Aarhus Universitet.
Bhuttos enkemand, Asif Ali Zardari, hilser Scotland Yards involvering velkommen og lover at, Bhuttos parti vil deltage i valget trods udsættelsen.