Et af julens budskaber er næstekærlighed, men der bliver tilsyneladende ikke meget kærlighed i de britiske soveværelser denne jul. Mere end halvdelen, 59 procent, af alle briter regner med, at de ikke får sex i juleferien.
Det skriver avisen The Sun, som har tallene fra en undersøgelse af 6.000 briters julesex-vaner, som den erotiske butikskæde Ann Summers har lavet.
Årsagerne til den manglende intimitet i juletiden er blandt andet for meget sprut og for meget tung julemad, siger deltagerne i undersøgelsen. Men også tilstedeværelsen af svigerforældre og stress over julegaver får britiske par til at afholde sig fra romantik i juledagene. Hele 66 procent af briterne siger, at de tidligere har undgået julesex, fordi de var bange for, at familien skulle høre det.
Men der er håb for de britiske parforhold, understreger tallene. Selvom der ikke bliver meget sex i julen, så tager briterne revanche til nytår. 68 procent af de adspurgte i undersøgelsen regner nemlig med at have vild sex nytårsaften.