Hele Danmarks kendis-sexolog, Joan Ørting, sammenligner drengene fra "Paradise Hotel" med kaniner, når de går til den under lagenerne.
Og det er ikke en sammenligning i den positive forstand.
"Det hele foregår jo meget under lagnerne, og det ser ud, som om pigerne ligger ret passivt, mens fyrene er rene kaniner. Og det er da ikke god sex," siger Joan Ørting til ugebladet Her og Nu.
Joan Ørting mener, at den form for lagengymnastik deltagerne udøver på hotellet rent faktisk kan have store konsekvenser for deltagernes sexliv. Sex skal nemlig indeholde langt mere erotik og langt mindre lagen, når man tager en tur i kanen.
Ifølge den 50-årige sexolog kunne deltagerne have godt af at få lidt professionelle råd fra sengekanten. Derfor foreslår hun, at producerne sender en sexolog ind på det luksuriøse hotel, som kan rådgive de rådvilde men yderst sexglade unge mennesker.
"De kunne nok godt bruge lidt råd fra en sexolog, så de kunne pifte det hele op. Det kunne være et godt initiativ, hvis man inviterede en sexolog ind i programmet. Det ville helt sikkert gavne dem selv," siger Joan Ørting.