Føj for satan. Kan det blive værre?

Køre spritkørsel. O.k. Slå nogen ned foran et værtshus. Tja. Men børneporno – føj, det er det værste af det værste. Små børn, der udnyttes seksuelt, mishandles, voldtages, lemlæstes. Med ét formål: Så det kan sælges via nettet til ulækre mænd, der – må Gud forbyde det – tænder på den slags.

Sådan én er Bent Hansen, 39 år.

Eller er han?

»Gu er jeg ej. Men det var sådan, jeg blev set. Intet er værre, intet. Det brændemærke slipper man aldrig af med,« fortæller han. Åbent og ærligt. Og det har reddet ham.

»Ellers havde jeg ikke overlevet,« siger han.

Afskyr børneporno

Og lad os høre det fra manden selv.

»Jeg afskyr børneporno, afskyr vold mod børn. Det er hæsligt, forfærdeligt, og jeg kunne aldrig drømme om at se på det,« siger han.

Men dømt for besiddelse af børneporno, det er han, Bent Hansen. 2.000 kroner i bøde - og mærket. For altid.

Han er bøsse. Ikke mange vidste det. Engang i 2003, det var i maj, surfede han pornosider på internettet, ledte efter billeder af mænd og, ja, gerne unge mænd. Young Boys, hed det vist. Han købte sig adgang med sit kreditkort og fik billederne på sin computer.

En hel pakke, de fleste med voksne mænd, mens enkelte var »lidt unge i det,« siger han.

Som drengen med krøllet hår, der sidder nøgen med benene strakt op i luften; man kan se hans anus og stive lem. 16-17 år, måske. Det er lovligt at gå i seng med unge over 15 år – men ulovligt at have »utugtige« billeder af dem.

»Jeg anede det ikke, så enkelt er det. Jeg troede børneporno var noget med børn, der var udsat for seksuel tvang. Jeg anede ikke, at børneporno også var 17-årige drenge, der viste sig foran et kamera,« siger Bent Hansen. Det fandt han ud af tirsdag morgen den 30. marts 2004. Operation Mjølner var i gang.

Anholdt

101 danske mænd blev på én gang anholdt for besiddelse af børneporno. Bent Hansen var én af dem. De to betjente bankede på klokken 6 om morgenen. Hans liv var med ét slag forandret.

»Først troede jeg, at nogen i min familie var kommet til skade. Børneporno, sagde de. Jeg fattede det ikke. Slet ikke. Jeg anede ikke, da jeg købte adgang til de billeder, at det på nogen måde kunne være ulovligt,« husker Bent Hansen.

Han blev løsladt efter et par timer. Og stod ved en korsvej. Han kunne gemme sig, gå i hundene, forsvinde. Eller tage kampen op. Han valgte det sidste. Han opsøgte sin skoleinspektør, der var forstående, mens kommunen var anderledes nervøs. Hvordan ville forældrene reagere. Bent Hansen sagde sit job op, »havde ikke energi til den kamp«, men tog så ellers fat. Han fortalte sin familie det hele. Det var svært – de vidste end ikke, han var bøsse. Tog fat i vennerne, forklarede, forklarede, forklarede. Og det virkede.

Vennerne blev

»De støttede mig. De troede mig. Det var forfærdeligt at skulle fortælle, hvad der var sket, men ingen vendte mig ryggen. Alle blev hos mig. Men jeg var bange for stemningen, stemningen omkring mig – der er ham den pædofile , jeg var bange for bysnakken, for at skulle diskutere eller få tæv, når jeg gik i byen. Det skete ikke,« fortæller Bent Hansen.

Lidt snak var der dog. En fra byen havde hørt , at Bent Hansen havde været i udlandet og kneppet små drenge . Og var han ikke også flygtet til København? Men ja, det var billigt sluppet.

Et halvt år efter blev han dømt. Han fik 2.000 kroner i bøde, men brændemærket var han stadig: Tusindvis af lovlige billeder. 200 utugtige billeder, heraf billeder med drenge mellem 15 og 18 år. Chamerende? Måske ikke, men børneporno? Nej, siger han.

»Stemningen i de måneder var nærmest hysterisk. Panisk. Der var ingen grænse for, hvor rædselsfulde folk som mig var. Vi blev ristet af folkedomstolen og bar stemplet: Pædofil, pædofil, pædofil. Da jeg fortalte mine venner om, hvilke billeder jeg havde haft, og som var ulovlige, svarede de: Vi må hellere hjem og se på vores egen computer.«

I dag har han et andet job, bor i det samme hus på den samme vej i den samme by, uden at nogen kigger skævt til ham.

Håber han.

Bent Hansen er er opdigtet navn, men hans identitet er redaktionen bekendt.