- Jeg lægger mig fladt ned og erkender. Jeg var oprindeligt stærkt imod den rute, som den nye Silkeborgmotorvej har fået. Det indrømmer Silkeborgs borgmester, Steen Vindum (V)
Men når han søndag skal se kronprinsen klippe snoren til det, der efter mange års tilløb endelig lukker et sort hul i motorvejstrækningen mellem Aarhus og Herning, så er han alligevel glad.
- Den rute, vi er endt med at få, er langt den bedste rute af de muligheder, der gennem tiden har været i spil, siger Vindum.
For Silkeborg har det stor betydning, at vejforholdene til byen er hurtige og i orden. For hver tredje af kommunens borgere pendler hver dag ud af kommunen til arbejde andre steder.
- Det er afgørende for en by som vores, at vi kan blive ved at vokse. Vores styrke er, at når man bor i Silkeborg, når man 800.000 arbejdspladser indenfor en times kørsel. Men det kræver jo ordentlige vejforhold, siger borgmesteren.
I forbindelse med det nye motorvejsbyggeri, der som landets første nogensinde er ført direkte igennem en by, har kommunen anlagt en ny erhvervskorridor til vidensvirksomheder tæt op ad den nye motorvej. Den er der store forventninger til.
- Om 30 år, når alle gamle diskussioner er glemt, vil vi kikke tilbage på indvielsen af den nye motorvej og sige, at det her for alvor flyttede Silkeborg.
- Det betyder derfor meget for vores identitet, at vi nu også hægtes på motorvejsnettet, siger Vindum.
Af samme grund tog Silkeborg også slagsmålet med Herning up front for nogle år siden, da uldjyderne mente, at den nye vej fra Aarhus til Herning skulle bære Hernings navn hele vejen.
- Jeg vil sgu ikke køre på Herningmotorvejen gennem Silkeborg, siger Steen Vindum.
Derfor hedder Danmarks nye motorvej Herningmotorvejen ved Aarhus og ved Herning, men Silkeborgmotorvejen lige i midten.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.