Folkeskoler lukker i stigende grad rundt omkring i landet, mens friskoler og privatskoler åbner.
Det er ikke nogen ny udvikling, og hvis den skal vendes, bliver vi nødt til at sætte ind, lyder det fra formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen.
- Det er nødvendigt, at vi kigger på, hvad det er, der gør, at et stigende antal forældre i dag vender folkeskolen ryggen.
- Noget af det, som vi bliver nødt til, er, at give folkeskolen nogle af de samme frihedsgrader, som man har i friskolen, siger han.
Han giver som eksempel frihed til at ændre klassekvotienten, som ifølge formanden betyder meget, når forældrene vælger skole til deres børn.
Et andet eksempel er den ifølge Anders Bondo Christensen lange skoledag.
- Hvis der blandt forældrene er et ønske om en kortere skoledag, så er der ikke nogen mulighed for at ændre det. Der har man på friskolerne mulighed for at prioritere ressourcerne på en anden måde, siger han.
- Der er kommet så mange centrale bestemmelser dels fra politikerne på Christiansborg og dels fra den kommunale forvaltning, der gør, at mulighederne ude på den enkelte skole er blevet stærkt begrænset.
I løbet af de seneste 15 år er hver fjerde folkeskole lukket. I samme periode er antallet af privat- og friskoler steget med cirka 20 procent.
Det skriver Kristeligt Dagblad, der henviser til nye tal fra Undervisningsministeriets institutionsregister, som tænketanken Mandag Morgen har indsamlet.
En af årsagerne til faldet er, at flere skoler i landdistrikterne er blevet slået sammen til større skoler med flere elever.
Men antallet af elever i folkeskolen er samtidig faldet, mens det omvendte har gjort sig gældende i privat- og friskolerne.
/ritzau/