Drengene taber terræn til pigerne allerede i børnehaven.
Hele 67 procent af omgængerne i børnehaveklassen er drenge. Det viser nye tal fra UNI-C, skriver KL's nyhedsbrev Momentum.
Samtidig har langt flere drenge end piger i forvejen udskudt skolestarten.
Dermed tyder meget på, at den store skævhed mellem drenge og piger i uddannelsessystemet grundlægges allerede i de første år af børnenes liv.
Det skyldes, at der er for meget fri leg i børnehaven, mener skolestartsforsker Stig Broström. Han vil have de vilde drenge gjort mere interesserede i at tegne og skrive allerede i børnehaven i stedet for den vilde leg udenfor.
"Der er absolut ikke noget galt med vilde lege, men problemet er, at drengene ikke lærer at beherske finmotorikken og arbejde målrettet med små sysler som at tegne og skrive," siger Stig Broström lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitet til Momentum.
Han anerkender, at drengene genetisk formentlig er langsommere i deres udvikling end pigerne, men det er ikke hele forklaringen på, at drengene halter efter ved skolestart.
"Når de begynder i skolen, lærer pigerne hurtigt at skrive fine bogstaver. Drengene kan også tit bogstaverne, men de skriver nogle frygtelige kragetæer. Det betyder, at det lynhurtigt bliver konstateret i skolen, at drengene er dårligere end pigerne. Og konsekvensen er, at drengene får et nederlag og mister motivation for at lære," fortæller han til magasinet.