Nemo, Spiderman eller Mickey Mouse på den lille fladskærm i bilen trækker mere i børnene end at kigge ud ad vinduerne for at tælle biler, når familien skal af sted på bilferie. En undersøgelse fra FDM viser, at børns yndlingsaktivitet under de timelange bilture er at se dvd.
FDM har fået svar fra 1.098 personer via en onlineanalyse. Mens mere end hver tredje – 36 procent – svarer, at børnene ser dvd undervejs på bilferien, svarer kun fire procent, at børnene bruger den gammeldags aktivitet at tælle biler.
Musik og film hitter
»Tidligere var det meget populært at tælle biler og lave andre lege, men tendensen er nu, at børnene helst vil se dvd, når de skal med på bilferie. Dette bekræftes også af, at dvd-udstyr hører til blandt det mest populære ekstraudstyr til bilen,« siger Randi Voldbakken, feriekonsulent hos FDM.
Ud over at se dvd foretrækker hvert sjette barn at høre musik, mens hver tiende helst vil spille Gameboy eller spille spil på mobiltelefonen. Otte procent bruger de mange timer i bilen med en bog eller en tegneserie, syv procent hører lydbøger, syv procent lever ordlege, mens kun to procent vælger at tegne undervejs.
Hård udfordring
Randi Voldbakken understreger, at børn ofte har svært ved at forstå de meget lange afstande, og derfor er det en god idé at prøve at gøre afstanden synlig for dem ved at bruge kort eller p-skive til at illustrere, hvor langt man er nået.
»Det kan være hårdt for børnene at sidde stille i mange timer på bagsædet, når man kører på ferie. Derfor er det vigtigt at sørge for, at børnene er underholdt. Dvd og Gameboy giver ro på bagsædet, men når batterierne løber tør, findes der masser af velegnede lege, som gør turen gennem Europa mere overkommelig for bagsædepassagererne,« siger Randi Voldbakken, feriekonsulent i FDM s ferieservice.