Johnny Larsen er opvokset på Nørrebro i København. Mod alle odds fik han en uddannelse som journalist i 1987 - efter 17 år som ufaglært og derfor temmelig nedslidt.
Han har skrevet en bog, sange og en opera, og lidt af manglende evne til at holde mund. Johnny været ramt af depression siden børneårene og har været selvbehandlet, indtil han blev ramt af svær sygdom i 2009.
Følg Johnny Larsen på Twitter
POLITIKERE HAR SMADRET MIN LIVSKVALITET. De har trampet rundt i mine svagheder og fundet alle de ømme punkter. De har boret i min sårbarhed, og de har forsøgt at begrave mig og titusindvis af andre i lignende eller værre situationer end min.
Det er nu 10 år siden, jeg blev ramt af sygdomme, som jeg ikke kunne få til at forsvinde med en kop kamillete og overforbrug af formiddagsfjernsyn.
Det gik et par år mere, inden jeg for alvor fik lægen til at tjekke op på, hvad der kunne være galt. Jeg var så bange for at miste mit job, at jeg hang i med neglene. Kun min arbejdsgiver kunne se, hvor syg jeg var, og da jeg derfor blev fyret, fandt jeg vej til lægen. Ikke frivilligt, men tvunget af min kæreste.
Lægen kom frem til en pakkeløsning med KOL, forhøjet blodtryk, kronisk bronkitis, depression, kræft og gigt i alle bærende led.
Op til det punkt var jeg udødelig, og mine kræfter ville aldrig slippe op. Jeg var ikke Superman, upåvirkelig af kryptonit, med andre ord ville jeg kunne arbejde og forsørge mig selv til min dødsdag.
Men sådan skulle det ikke være. Jeg blev slået ud et kort øjeblik, men kunne ikke se andet end, at jeg snart ville være klar til at tage livtag med tilværelsen igen, og jeg ville være lige så stærk, som jeg altid har været. Jeg anede ikke, at jeg ville være så let at lægge ned.
Ved min første henvendelse til det lokale Jobcenter blev jeg mødt af en venlig dame, som kiggede ned over papirerne og medfølende sagde: ”Du skal da søge førtidspension”. Ordene ramte mig som en hammer. Førtidspension! Nej, fanme nej. Jeg er ikke færdig endnu. Jeg skal bare lige over det her, og så er jeg klar igen, tænkte jeg. Højt sagde jeg: ”Det varer nok ikke så længe, før jeg bliver rask”.
FAKTISK VAR JEG SÅ SKRÆMT, at jeg meldte mig rask for at arbejde det væk, og jeg fik et ulønnet ”praktikjob” gennem en god ven og kollega. Jeg bukkede under længe før praktikken var forbi. Jeg blev tvunget til at acceptere at sygdommene var stærkere end mig.
Det mundede ud i en årelang kamp, som varede i yderligere næsten fire år, inden jeg var blevet så gammel, at kommunen var presset til give mig seniorførtidspension.
Kampen mod de lokale politikere og sagsbehandlere var hård og opslidende og gjorde kun al min sygdom værre, og nogle forsøg på at trænge igennem til landspolitikere, og især den socialdemokratiske beskæftigelsesminister Mette Frederiksen var mildest talt forgæves. Ganske vist inviterede Frederiksen mig til kaffe i ministeriet, men ikke for at løse noget, kun for at få mig til at holde kæft og give hende mulighed for at sige til pressen, at hun allerede havde talt med mig, når de bad hende om at debattere med mig.
Hvorfor dyrker danske politiske flertal den ondskab, der rammer mange tusind danskere hver eneste dag og forpester deres liv, gør sygdommene værre og fjerner alt det, der kan hjælpe med at blive rask eller komme tilbage i job?
Personligt var jeg tæt på flexjob. Faktisk havde jeg hele to arbejdsgivere, der var villige til at ansætte mig, men da det skulle virkeliggøres satte kommunens beskæftigelsesudvalg en stopper for det. I stedet for et superbeskyttet flexjob, skulle jeg på et ressourceforløb, hvis indhold var et skrive dagbog over min aktivitet på Facebook og bloggen ”Syg Stodder” her på Avisen.dk.
FOLKETINGETS POLITIKERE KAN IKKE være så ubegavede, at de ikke kan forstå, hvad deres idiotiske lovgivning medfører, og disse unge mennesker, der for størstedelens vedkommende er arvinger til den velfærd, som jeg og mine forældre har slidt og slæbt uselvisk for at bygge op, holde i live og udbygge. Disse unge mennesker, der kan boltre sig i skattekroner og privilegier, og som vi af uforklarlige grunde har givet sæder i den lovgivende forsamling. De må være klar over, hvad de foretager sig. Men hvorfor gør de så, hvad de gør?
Hvorfor vælger politikere aktivt at udvælge sig svage grupper, som de kan kanøfle uhæmmet og ubegrænset? Hvorfor er Socialdemokratiet med i front, når enhver der bukker under skal i gabestokken, op på træhesten eller sultes ihjel? Er det ondskab? Er det mangel på indsigt? Mangel på begavelse?
Det er ikke så mange af dem jeg har mødt i levende live, og af de få jeg har mødt, er der et klart flertal som hører til gruppen af manglende indsigt eller udstyret med alternativ begavelse. Fælles for de fleste af dem er en ubrudt vandring fra toilettræner til ministertaburet, hvor de intet har erfaret om fællesskab på godt og ondt.
ER DE ONDE ELLER VED DE IKKE BEDRE? Med få undtagelser tror jeg på det sidste… og det er stadig en katastrofe for os alle.
Der er forsvindende få syge og arbejdsløse som ikke har vilde fantasier om at kunne arbejde igen, og de få der findes er så ubetydelig en udgift for samfundet, at det ikke kan registreres.
Pengene til en anstændig behandling kan hentes ved at stoppe den ubrudte tsunami af skattekroner til ”private udbydere”, hvis eneste funktion er at malke statskassen og forpeste livet for syge og arbejdsløse.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.