Pilen peger mod en blå finanslov med Venstre, men regeringen tager på en politisk chancesejlads ved at forsage Enhedslisten som støtteparti.
Sådan siger politisk kommentator Hans Engell.
- Det peger i retning af en finanslovaftale med Venstre. Hvis regeringen vælger dét spor, er der stor chance for, at Enhedslisten stemmer nej til finansloven. Dermed vil det være en dramatisk politisk situation.
- For så sidder Venstre med slangerne til regeringens ilttilførsel, og ikke Enhedslisten, siger Hans Engell.
Temperaturen stiger, når finansminister Bjarne Corydon (S) tirsdag drøfter finansloven med Enhedslisten for siden at byde Venstre velkommen. Hans Engell vurderer chancen for en rød finanslov som meget lille, hvis ikke regeringen eller Enhedslisten giver sig.
Med en blå finanslov fremrykker regeringen en reform af kontanthjælpen, som Venstre kræver. Samtidig kaster statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) sig ud i en politisk chancesejlads, mener Hans Engell.
- Der en giftig sag, hvis finanslovaftalen kombineres med beskæring af kontanthjælp. Det vil i dén grad hidse Enhedslisten op. Selv om Venstre stemmer for finansloven, kan de afprøve regeringens parlamentariske mandat i Folketinget, siger han.
Enhedslisten kommer under ansvarets åg, hvis partiet skal forkaste et mistillidsvotum, efter regeringen har lavet en finanslovaftale med Venstre, påpeger Hans Engell.
- Det er en chancesejlads af rang. Men det har det været fra dag et med regeringens meget omfattende reformdagsorden, der er besværlig for lønmodtagerne. Derfor blev regeringen afhængig af Venstre, siger han.
- Finanslovforhandlingerne er noget at det mest afsindigt spændende, jeg har oplevet i mange år. Det kan ende med en valgkamp, siger Hans Engell.