Studieretningen giver direkte adgang til de naturvidenskabelige uddannelser, skriver Berlingske Tidende.
Danmark mangler læger, ingeniører og folk i den naturvidenskabelige branche i Danmark. Derfor igangsætter Region Hovedstaden nu et forsøg med bioteknologi som studieretning på indtil videre otte gymnasier i hovedstadsregionen.
Den nye studieretning indeholder fagene matematik på A-niveau, fysik på B-niveau og bioteknologi på A-niveau. I skoleåret 2009-10 vil 25 ekstra gymnasier følge efter, således at to tredjedele af gymnasierne i hovedstadsregionen kan tilbyde bioteknologi som studieretning.
Rektor på Helsingør Gymnasium, Carl P. Knudsen, peger på, at biologi for mange piger er vejen ind i naturvidenskaben.
"Derfor var det vigtigt at lave en adgangsgivende studieretning med noget biologi i. Der indgår elementer af biologi og kemi i bioteknologi, og i en kombination så de videregående uddannelser anerkender det som adgangsgivende. Der bliver lagt vægt på moderne biologi, altså molekylærbiologi, DNA, enzymologi og gensplejsning," siger han til Berlingske Tidende.