Billigt for østchauffører at snyde

Det kan meget bedre betale sig, at snyde i Danmark end andre europæiske lande. Chauffører kræver højere bøder.
Foto: Casper Dalhoff / POLFOTO

150.000 kroner i bøde. Forbud mod kørsel i et år. Stop for videre kørsel, til bøden er betalt.

Den slags straffe vanker, når danske chauffører kører ulovligt med gods i Frankrig, Spanien, Tjekkiet og Norge. I Danmark bliver pungen blot lænset for 10.000 eller 25.000 kroner, hvis franske, tjekkiske og polske chauffører kører ulovligt med gods, skriver Fagbladet 3F.

Dermed ligger Danmark på niveau med Estland, Portugal og Bulgarien. Og det undrer de danske chauffører. De peger på, at Danmark er hårdt ramt af udenlandske lastbiler, der er her for længe og kører ulovligt i Danmark.

Det er Godschaufførernes Landsklub, der har samlet bødetarifferne ind. Og den kræver, at Danmark skruer bissen på, når det gælder piratkørsel, snyd og ulovlig transport.

- Blandt andet i form af højere bøder. Og så skal man lære af lande som Frankrig. Når en lastbil bliver stoppet for ulovlig kørsel på franske veje, er det slut med at køre videre, før vognmand eller speditør har betalt bøden, siger Harald Fabricius, der er formand for Godschaufførernes Landsklub.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.