Det er ikke hver dag, at en kun 23-årig blander sig i toppen af dansk politik.
Måske var det derfor, at den konservative leder Bendt Bendtsen mandag aften forvekslede Enhedslistens Johanne Schmidt Nielsen, med en der var ansat til at hente kaffe. Det skete forud for den afsluttende partileder-debat på TV 2.
- Der gik de rundt og så lidt anstrengte ud, og så kom Bendt Bendtsen hen til mig og sagde: Undskyld, kan du ikke lige skaffe mig noget kaffe? , siger Johanne Schmidt-Nielsen til tv2.dk
- Bendt Bendtsen opdagede først, hvem jeg var, da vi stod i studiet, og da så han lidt flov ud, supplerer Johanne Schmidt-Nielsen.
Tidligere i valgkampen blev hun forvekslet med en make-up artist, da DR skulle ind på Christiansborg og have billeder af politikerne.