Politiet har gjort sig et noget bemærkelsesværdigt fund hos en 60-årig kvinde fra Asnæs.
Der lå nemlig ikke mindre end en pumpgun, et oversavet jagtgevær, to rifler og en større bunke patroner hos kvinden fra Nordvestsjælland, da politiet kiggede forbi.
"I forbindelse med efterforskning af en anden sag, fik vi besked på, at der skulle ligge våben på denne her adresse. Og ganske rigtigt fandt vi flere skydevåben og masser ammunition," siger kommunikationsmedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi, Carsten Andersen, til Newspaq
Carsten Andersen understreger, at våbenlageret ikke har nogen relation til bandekriminalitet, men at det er efterforskningen i en sag fra Odsherred, der ledte politiet på sporet af de mange våben.
"Vi er jo rigtig glade for, at det nu er os, der har de her våben liggende, så de ikke ligger ude i private hjem," siger Carsten Andersen.
Den 60-årige kvinde har fredag været i grundlovsforhør for lukkede døre, hvor dommeren valgte at varetægtsfængsle kvinden i 10 dage.