Et helt nyt luftgevær affyrer hagl, der er op til dobbelt så store som tidligere. Haglene har en kaliber på op til 12,7 mm og kan i værste fald slå et menneske ihjel.
I Danmark er det fuldt ud lovligt at erhverve sig det voldsomme luftgevær, bare du er fyldt 18 år og kan fremvise billede-ID. Geværet skyder det store haglprojektiler af sted med høj trykluft, som tankes op i skæftet.
Allerede for tre år siden lovede daværende justitsminister, Lene Espersen(K), at hun ville kigge på et forbud mod luftgeværer. Men intet er sket. Retsordfører for socialdemokraterne, Karen Hækkerup (S) mener, at det er på tide at tage våbenloven op til revision.
"Når luftgeværerne er blevet så kraftige, som de er nu, er der grund til at revurdere, om grænsen ligger det rigtige sted. Og hvis Lene Espersen havde lovet at se på det, og der ikke er sket noget, så må det være på tide at se på det igen," siger ordføreren, og lover at stille spørgsmål til den nuværende justitsminister, Lars Barfoed, om en ændring af våbenloven.
Venstres medlem af Retsudvalget, Karsten Nonbo(V), mener dog ikke det haster med en lovændring.
"Hvis politiet kommer med en indstilling, når de har haft våbenet i hånden, så kan vi se på det. Men jeg vil lade det være op til dem," siger Karsten Nonbo.
I 2005 indførte Storbritannien en regulering af luftvåben, der blandt andet forbød salg over nettet. Det skete efter en to-årig dreng blev dræbt af skud fra et luftgevær.
Der har været flere skudepisoder i Danmark, hvor der har været anvendt luftgevær. Senest blev en buschauffør i Aalborg ramt af skud fra et luftgevær. Dog har ingen af episoderne haft dødelig udgang.