"Psykopat! Du har lige stukket en 50-årig mand ned, din nar!"
"Hvorfor skal et lille barn have lov at udtrykke sig som en pimp med sine små ludere i baggrunden, det jo klart han er endt som psykotisk morder."
Allerede et døgn efter, at en 21-årige ung mand og tidligere MGP-stjerne blev anholdt for drabet på sin tilsynsværge på Amager, vrimler det med hadske kommentarer til YouTube-videoer, hvor den dengang 13-årige barnestjerne medvirker.
"Siden han har dræbt sin værge, må der jo være en grund til, at han hedder 'SHITkid,' " er endnu en af de mange kommentarer, der får den 21-årige til at fremstå som skyldig, selv om han langt fra er dømt endnu.
Han blev først i dag lidt over middag varetægtsfængslet i 27 dage - sigtet for drabet. Den 21-årige var for syg til selv at være til stede. Derfor blev han fængslet i surrogat.
Den 21-årige lider af skizofreni og påbegyndte efter MGP-deltagelsen et massivt hashmisbrug, skriver Ekstra Bladet.
Den 50-årige dræbte var udpeget som tilsynsværge for den 21-årige. Da han i går troppede op foran barnestjernens bopæl, hvor han bor med sine forældre, blev han stukket ihjel med adskillige knivstik.
Den 21-årige nægter sig skyldig i drabet.