Bankdirektørerne sidder og tæller millionerne og de bankansatte er første frontlinje i kampen for at score kassen på gebyrer og renter.
De bankansattes fagforening Finansforbundet er trætte af mediehetz og dårligt image rettet mod ansatte i bankerne.
Bankrådgiveren er ikke en nyttig håndlanger for de rige aktionærer og bankdirektørerne. Sådan lyder det nu fra næstformanden i Finansforbundet, der sender bolden videre til ledelsen i bankerne.
- De ansatte oplever i stigende grad belastninger i forhold til det fysiske og psykiske arbejdsmiljø, og vi må efterlyse, at ledelserne åbent og offensivt står på mål for den måde, de driver virksomheden på, siger Michael Budolfsen, næstformand i Finansforbundet, i en pressemeddelelse.
- Vi vil gerne minde om, at 11 banker er lukket, og 5.000 arbejdspladser er forsvundet siden 2008 - og niveauet for vold og trusler mod de ansatte i sektoren er flerdoblet, siger han.
De bankansatte har fokus på god og professionel rådgivning og smider ikke om sig med gebyrer. Mediernes fremstilling af bankerne lægger ekstra pres på en faggruppe, der i forvejen er under pres, mener Finansforbundet.
- Vi ved, at kompetenceniveauet i sektoren er højt, og at vores medlemmer sætter en ære i at yde et godt stykke arbejde. Det er klart, at de massive nedskæringer i sektoren sætter medarbejderne under pres, og vi er bekymrede for, at eventuelle yderligere fyringsrunder kan få konsekvenser for medarbejdernes arbejdsmiljø og den rådgivning, som de får mulighed for at yde, siger Michael Budolfsen.
En række banker er i de senere år lukket og en del er fusioneret. Det har betydet fyringer for de ansatte i bankerne, men også store tab til aktionærer og indskydere i bankerne.