Badmintonspilleren Line Kjærsfeldt har spillet sig frem til finalen i Taiwan Open.
Lørdag vandt den 24-årige dansker i semifinalen over Pui Yin Yip fra Hongkong i semifinalen. Den tredjeseedede Kjærsfeldt tog en sejr på 21-14, 21-19.
Kjærsfeldt trak fra midtvejs i første sæt og kørte det sikkert hjem. Andet sæt var mere rodet, da danskeren fik en super start og bragte sig foran 11-2, men Pui Yin Yip fik alligevel skabt spænding om udfaldet.
Hongkong-spilleren kom foran 19-18, da hun vandt fem bolde i træk. Til sidst fik Line Kjærsfeldt samlet sig og vandt de næste tre bolde.
I finalen skal danskeren op imod hjemmebanehåbet Tai Yzu Ying, der i den anden semifinale slog Soniia Cheah fra Malaysia med 21-16, 21-19.
Tai Yzu Ying, der topper verdensranglisten, er storfavorit i finalen. Kjærsfeldt har tabt de to hidtidige kampe mod finalemodstanderen.
Senere lørdag tabte Jan Ø. Jørgensen i semifinalen i herrernes singlerække. Danskeren missede tre matchbolde mod japanske Riichi Takeshita, der er klar til fianlen.
Taiwan Open hører ikke til blandt de største badmintonturneringer i verden. Det er en såkaldt super 300-turnering og dermed på femte niveau på World Touren.
/ritzau/