En 66-årig minkavler fra Løvel ved Viborg idømmes tre måneders fængsel for ulovligt at have holdt 233 mink og 64 ræve på sin farm.
Dommen er afsagt af Retten i Viborg.
Dyrene blev opdaget af Fødevarestyrelsen ved et kontrolbesøg 22. december 2021. På det tidspunkt havde det i et år været forbudt at holde mink med et erhvervsmæssigt sigte.
Privatpersoner kunne lovligt holde op til fem tamme mink.
Forbuddet mod minkhold blev indført under coronaepidemien. Det har i flere år været ulovligt at holde ræve.
Den tiltaltes virksomhed, som også var tiltalt i sagen, idømmes en bøde på 150.000 kroner, oplyser senioranklager Ulrik Panduro.
Han gik efter tre måneders fængsel til minkavleren og en bøde på 200.000 kroner til selskabet.
Den 66-årige avler har gennem sagen nægtet sig skyldig.
/ritzau/