Udenlandske au pairer skal være med til at understøtte ældre-boomet i Danmark. Det forslag luftede folketingsmedlem og tidligere socialminister Eva Kjer Hansen for nylig.
Men forslaget bliver ikke til virkelighed med stemmer fra Dansk Folkeparti. Det slår socialordfører Martin Henriksen helt fast.
"Vi har en politisk målsætning om at begrænse den ikke-vestlige indvandring til Danmark. Og der trækker det her jo i den modsatte retning. Så det er ikke vores kop te," siger han.
Om 20 år er der næsten dobbelt så mange borgere over 80 år i Danmark. Samtidig er der færre i den arbejdsdygtige alder til at passe de mange ældre.
I dag betaler børnefamilier 3.000 kroner i lommepenge samt kost og logi til en au pair, og den mulighed skal de ældre altså også have, mener Venstre.
Men Dansk Folkepartis socialordfører mener i stedet, at danskere, der står udenfor arbejdsmarkedet skal dække de ældres behov.
"Det vil være oplagt at kigge på dansk arbejdskraft eller den befolkningsgruppe af ikke-vestlig arbejdskraft, der har et efterslæb i beskæftigelsesfrekvensen i forhold til resten af befolkningen," siger Martin Henriksen.
I fagforbundet FOA, hvor ældreplejerne er organiseret, er der heller ikke begejstring for Venstres forslag. Men af andre årsager end hos Dansk Folkeparti.
Over for Ugebrevet A4 advarede forbundssekretær Jakob Bang forleden mod "italienske tilstande".
"Der er en klar politisk understrøm i retning af, at den enkelte ældre i højere grad skal kunne vælge sin egen pasning og også selv stå for omkostningerne til det. Jeg bryder mig ikke om udsigten til, at vi får et mere privatiseret og individualiseret ældrepleje, hvor pengepungen bestemmer," sagde Jakob Bang.